Både Microsoft (NASDAQ:MSFT) og Amazon (NASDAQ:AMZN) offentliggjorde i denne uge regnskab for kvartalet, som sluttede 30. juni. Begge regnskaber var vigtige for fonden Horizon3 Innovation, da både Microsoft og Amazon er blandt de fem største positioner i fondens portefølje.
Begge virksomheder slog analytikernes konsensusforventninger til både omsætning og indtjening. Mest imponerede Microsoft, som kunne fremvise en vækst på hele 39% i deres cloudbaserede Azure-forretning i forhold til samme kvartal sidste år. Også Amazon overraskede positivt og leverede en nettoindtjening på $1,68 per aktie – 28% over analytikernes konsensusestimat.
Microsoft har nu flere end 100 mio. brugere af Copilot, mens Amazon har sikret AI-kunder som Anthropic og haft rekordvækst i deres Bedrock-platform.
De givne oplysninger i dette ugebrev er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i hverken Microsoft eller Amazon.
Begge slår konsensusforventningerne
Starter vi helt fra oven og kigger på de to techgiganters nøgletal for seneste kvartal, så er de vigtigste nøgletal vist i Figur 1. I parentes er vist den procentuelle vækst i forhold til samme kvartal sidste år.
For Microsoft havde analytikerne forventet en omsætning på $73,8 mia. Det estimat slog de med næsten 4%. Driftsoverskuddet var 6,4% højere end konsensusestimatet, mens de overleverede med mere end 8%, når vi ser på nettoindtjeningen. Keith Weiss, der er analytiker hos Morgan Stanley og har fulgt Microsoft i lang tid kaldte på onsdagens earnings call regnskabet for det bedste, som han husker at have set fra deres side.
Figur 1 - Økonomiske nøgletal for Microsoft og Amazon
Nøgletal | Microsoft | Amazon |
|---|---|---|
Omsætning | $76,4 mia. (+ 18%) | $167,7 mia. (+ 13%) |
Bruttoresultat | $52,4 mia. (+ 16%) | $86,9 mia. (+ 17%) |
Driftsresultat | $34,3 mia. (+ 23%) | $19,1 mia. (+ 31%) |
Nettoresultat | $27,2 mia. (+ 23%) | $18,2 mia. (+ 35%) |
Også Amazon overleverede i forhold til konsensusforventningerne. Omsætningen var 3,5% højere end estimatet på $162,1 mia. Ser vi på indtjeningen fra driften og på nettoindtjeningen, så overleverede de med henholdsvis 14% og 28%.
Efter de to virksomheders earnings calls er det gennemsnitlige kursmål for Microsoft blevet hævet fra $549 til $595. For Amazon har de indtil videre hævet fra $$252 til $259. Fondens åbningskurs for de to aktier er henholdsvis $271,79 og $99,27.
E-commerce driver indtjeningen hos Amazon
Indtjeningsvæksten hos Amazon var drevet af deres store e-commerce forretning. Her steg driftsoverskuddet i den amerikanske del af forretningen 48% til $7,5 mia., men omsætningen kun steg 11%. Uden for USA steg omsætningen 16% til $36,8 mia. og resultatet fra driften med hele 448% til $1,5 mia.
En faldende dollarskurs påvirkede omsætningsvæksten i den internationale del af forretningen positivt med 5%. Uden valutaudsving ville indtjeningsvæksten “kun” have været 324% og ikke de rapporterede 448%.
Udover valutamedvind så nævnes fortsatte effektiviseringer i logistiksystemet også som en medvirksende årsag til den flotte vækst i indtjeningen. Blandt andet har de reduceret den gennemsnitlige transportafstand for en pakke med 12%. Derudover er antallet af de procestrin en pakke skal igennem fra bestilling til levering i dag 15% færre end for et år siden. Og det øger indtjeningsmarginerne.
Ledelsen nævnte også stordriftsfordele, forbedret produktmix og ikke mindst automatisering og AI, hvor flere end en million robotter har reduceret flaskehalse i logistiksystemet med cirka 10%.
Direkte adspurgt svarede CEO Andy Jassy på Amazon’s earnings call, at de i første halvår ikke har oplevet mindre efterspørgsel på grund af told – og heller ikke stigende priser. Han svarer dog også, at det er meget svært at forudsige, hvad det betyder fremadrettet.
De vigtige AI- og cloudforretninger
En væsentlig del af vores motivation for at investere i Microsoft og Amazon handler om deres AI- og cloudforretninger. Og holder vi dem op mod hinanden, så er omsætningen i Microsoft’s Azure forretning de seneste tolv måneder vokset 39%, mens Amazon Web Services har øget den med 17%.
Med til historien hører dog, at Amazon Web Services skal vokse fra en væsentlig større base end Microsoft Azure. I figur 2 herunder er vist den årlige omsætning og den procentuelle vækst i forhold til samme kvartal sidste år.
Figur 2 - Årlig omsætning og vækst
Med en årlig omsætning på $123 mia. er Amazon Web Services trods lavere procentuel vækst stadig 64% større end Azure. Kigger vi på væksten i absolutte tal, så har Amazon Web Services lagt $23 mia. til den årlige omsætning – Microsoft Azure $19 mia.
Trods enorme størrelser på begge cloudforretninger ser ingen af de to ledelser tegn på opbremsning. På earnings calls siger begge, at de i dag har mindre kapacitet end der er efterspørgsel til. Dave Fildes, der er chef for investor realtions hos Amazon fortalte, at de lige nu har en backlog på $195 mia., som endnu ikke er leveret.
Amazon CEO Andy Jassy mindede samtidig om, at det kun er 10-15% af verdens IT, der endnu er flyttet til clouden. Resten er stadig placeret hos virksomhederne selv. Hans forventning er, at størstedelen over tid vil flyttes til clouden.
Den strukturelle medvind fra AI vil alt andet lige accelerere den udvikling.
Investeringer og afskrivninger presser indtjeningen
Både Microsoft og Amazon investerer massivt i datacentre og AI-kapacitet. Alene i sidste kvartal investerede Microsoft $24,2 mia., mens Amazon nåede op på hele $31,4 mia. Begge forventes at have CapEx investeringer for over $100 mia. i 2025, hvilket er mere end tidligere udmeldinger.
De store investeringer medfører samtidig stigende afskrivninger, som på kort sigt presser indtjeningen. Hos Amazon Web Services faldt driftsmarginen fra 39,5% til 32,9% – Blandt andet som følge af højere afskrivninger. Microsoft’s cloudforretning oplevede fald i marginerne på to procentpoint, hvilket også skyldes AI-relaterede investeringer og afskrivninger.
Begge virksomheder betragter det nuværende marginpres som midlertidige og nødvendige for at kunne følge med den langsigtede efterspørgsel. På sigt vurderer de, at øget skala, højere udnyttelse af datacentre og AI-drevne automatiseringer vil bidrage til at øge væksten og stabilisere marginerne.
Da vi ikke kender læsernes økonomi, investeringshorisont eller risikoprofil, skal denne opdatering ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge Microsoft eller Amazon aktien. Læs eventuelt mere om vores disclaimer her.
Hold dig opdateret med vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev og få seneste nyt fra fonden og vores investeringsunivers sendt direkte til din indbakke en gang om ugen.