Ugen store begivenhed var desværre eskaleringen af konflikten mellem Israel og Iran, som kulminerede sidst på ugen. Fonden ejer aktier i både Global-e (NASDAQ:GLBE) og monday.com (NASDAQ:MNDY), som begge har hovedsæde i Israel. For nu er der ingen indikationer på, at de to virksomheder er negativt påvirket af konfliken. Begge virksomheder har hovedparten af omsætningen uden for Israel, ligesom de rent organisatorisk også har en global tilstedeværelse.
Fonden holder fast i sine aktier i Global-e og monday.com, som tilsammen udgør cirka 5% af fondens formue. Vi følger situationen tæt og vil opdatere fondens medinvestorer, hvis situationen ændrer sig.
Derudover er der i denne uges orientering nyt fra Uber, Microsoft og GitLab, der som den sidste af fondens 29 virksomheder afholdt earnings call i indeværende uge.
Til sidst er vi også glade for at meddele, at Finanstilsynet har godtkendt en akkumulerende afdeling af fonden, som vil åbne op for investering af blandt andet VSO midler. Vi er lige nu i dialog med Nasdaq vedrørende børsnoteringen af fonden.
De givne oplysninger i dette ugebrev er alene ment som en generel service og orientering til fondens medinvestorer. De skal ikke ses som en anbefaling om at købe eller sælge aktier i de omtalte virksomheder
Uber og Wayve vil lancere selvkørende taxaer i London
Uber (NYSE:UBER) har i denne uge offentliggjort, at de i samarbejde virksomhed Wayve vil lancere selvkørende taxaer i London fra foråret 2026. Dermed tager Uber yderligere skridt mod deres strategiske ambitioner om at blive en væsentligt aktør indenfor førerløs transport.
Rent teknologisk anvender Wayve en avanceret AI-driver, der gør det muligt for deres selvkørende biler at navigere i komplekse bymiljøer uden afhængighed af detaljerede kort. Den britiske regering har fremskyndet godkendelsen af kommercielle forsøg med selvkørende taxaer, hvilket gør det muligt allerede at lancere til foråret næste år – et år før oprindeligt planlagt.
I den tidlige testfase vil bilerne have en sikkerhedschauffør ombord, men målet er selvfølgelig at overgå til fuldt selvkørende biler uden nogen for for menneskelig indblanding. Pilotprogrammet vil benytte selvkørende Ford Mustang Mach-E, som er en elbil. Bliver det en succes, planlægger Uber og Wayve at udvide til andre byer, hvor Uber allerede opererer.
I fonden har vi ejet Uber aktien siden 21. juli 2023, hvor de første aktier blev købt til kurs $46,55. Siden da er Uber aktien steget 80% til kurs $83,93, som var fredagens lukkekurs.
Microsoft aktien ramte ny kursrekord
Microsoft (NASDAQ:MSFT) aktien satte i denne uge en ny kursrekord, da den torsdag nåede kurs $480,42. Dermed er aktien steget næsten 13% år til dato. Det vil dog ikke føles sådan i danske aktiedepoter, da dollaren i samme periode er faldet knap 12% i forhold til euroen og den danske krone.
I figur 1 herunder har vi vist fredagens lukkekurs for Microsoft aktien i forhold til 60 analytikeres kursmål. Der vises det blandt andet, at aktien stadig har 8,29% op til analytikeres gennemsnitlige kursmål.
Figur 1 - Kursmål for Microsoft aktien
Den positive udvikling for Microsoft aktien er kommet i kølvandet på et godt earnings call 30. april, hvor ledelsen præsenterede et kvartalsregnskab, som endnu engang overgik analytikernes konsensusforventninger. Det skyldes blandt andet accelerede vækst i den store cloudforretning, som oplever stor strukturel medvind fra AI.
Microsoft position, som blev åbnet 14. februar 2023 til kurs $271,79 er blandt fondens fem største. Fredag lukkede Microsoft aktien i kurs $474,96 og 75% højere end åbningskursen.
GitLab regnskab bedre end forventet
Tirsdag offentliggjorde GitLab (NASDAQ:GTLB) et regnskab for deres første kvartal, som overgik analytikernes konsensusestimater for både omsætning og indtjening. Omsætningen steg 27% til $215 mio., hvilket var cirka $1 mio. mere end forventet. Kigger vi på nettoindtjeningen, så var den $0,17 per aktie og 12% over konsensusestimatet på $0,15.
I første kvartal genererede GitLab $104 mio. i frit cash flow svarende til en margin på rekordhøje 49% af omsætningen. Sammen med en omsætningsvækst på 27% giver det en rule-of-40 score på 77.
Virksomheden net retention rate var på 122% og viser, at de eksisterende kunder i gennemsnit har øget deres forbrug med 22% hos GitLab siden samme kvartal sidste år. Antallet af kunder, som bruger mere end $100.000 om året hos steg 26% til 1.288 kunder.
Den årlige tilbagevendende omsætning, som giver en god indikation af GitLab’s fremtidige omsætning, steg 40% til $955 mio. Det er positivt, at det tal stiger mere end den bogførte omsætning.
GitLab aktien har haft en volatil periode, siden fonden vi 17. juni 2024 åbnede positionen i kurs $44,18. Det betyder, at vi lige nu har et urealiseret tab på knap 7% i forhold til åbningskursen for et års tid siden. Vi hæfter os dog ved, at virksomheden konstant har leveret bedre forretningsmæssige resultater end forventet af analytikerne i alle tolv kvartaler, GitLab har været børsnoteret.
I figur 2 er det vist, hvordan kombinationen af kontinuerligt bedre forretningsmæssige resultater og en volatil aktiekurs betyder, at aktien lige nu handler til den laveste prissætning i forhold til omsætningen i den tid, GitLab har været på børsen.
Figur 2 - Udviklingen i price/sales for GitLab aktien
I fonden har vi udnyttet det seneste kursfald til at øge antallet af porteføljens GitLab aktier. Da GitLab er en tier 3 virksomhed, fylder den dog mindre end 2% af fondens samlede formue.
Finanstilsynet har godkendt fondens akkumulerende afdeling
Finanstilsynet har nu godkendt vores akkumulerende afdeling af fonden, som vi nu er ved at planlægge børsnoteringen af sammen med Nasdaq. Med den kommende lancering vil alle slags investeringsmidler kunne investeres i fonden. Også VSO midler, som ikke er mulige af investere i den nuværende udloddende afdeling.
Strategien, omkostningsstrukturen og porteføljen vil i den akkumulerende afdeling blive den samme som i den udloddende afdeling af fonden. Eneste forskel bliver beskatningsreglerne og af den akkumulerende ikke udbetaler et årligt udbytte til investorerne.
Fonden egner sig til investorer med VSO midler og de, som investerer via deres pensionsordninger og holdingselskaber. Fonden er også egnet til aktiesparekontoen. Du kan læse mere om den nye afdeling her.
Hvis du ønsker at få besked, når der er konkret nyt om børsnoteringen, er du velkommen til at skrive dig på interesselisten herunder.